Kejserinde Sisi serie og film: skærmen mod kilderne

Hver ny kejserinde Sisi serie bygger på en historie, som skærmen har ejet i årtier. Der findes et museum inde i Hofburg, hvis erklærede formål er at modsige en række film. Det er usædvanligt nok til at være det mest interessante ved, hvordan Elisabeth huskes — og det fortæller dig, hvor fuldstændigt skærmudgaven vandt.

Trilogien fra 1950’erne

Ernst Marischkas Sissi-film med den teenagede Romy Schneider kom fra 1955 og var enorme. De er romancer i Technicolor: en livlig bayersk pige møder en ung kejser, kærligheden besejrer hofetiketten, og Østrig får et godartet eventyr om sig selv ti år efter krigen.

Deres mest varige bedrift er en stavefejl. Elisabeth blev kaldt Sisi i familien og skrev det altid med ét s. Operatøren bag Sisi Museum skriver det i sin egen FAQ med rene ord: hun “stavede altid sit navn med ét ‘s’. Den korrekte stavemåde er derfor ‘Sisi’.” Dobbelt-s’et kommer fra Marischkas titler, og det er stadig sådan, de fleste skriver det.

Hvis en film kan ændre, hvordan en virkelig persons navn staves halvfjerds år senere, er det rimeligt at antage, at den ændrede andre ting.

Hvad filmene udelader

Sæt trilogien op mod de dokumenterede kilder, og udeladelserne er ikke små.

Filmene slutter, hvor vanskelighederne begynder. De giver dig frieriet, brylluppet og de første år og stopper. Hvad de ikke har plads til, er et ægteskab, kejserinden fandt uudholdeligt, en svigermor, der tog magten over hendes børn, og en kvinde, der brugte resten af sit liv på at rejse for at være alle andre steder end i Wien.

De har intet at sige om det fysiske regime: taljen på 40 cm, da den var smallest, fastekurerne, saften af bøf, vejningen tre gange om dagen, de 43,5 kg, hun var nede på i 1894. Historikere, der læser de samme dokumenter, har beskrevet mønsteret som anorexia nervosa; en professor i psykologi, Walter Vandereycken, har skrevet, at kilderne “gentagne gange beskriver hendes betydelige frygt for at tage på og de psykopatologiske forandringer, der er specifikke for anorexia nervosa.”

De behandler ikke hendes søn Rudolfs selvmord i Mayerling i 1889 eller mordet på hende selv i Genève i 1898, for en trilogi, der sluttede med en anarkists fil gennem hjertet, ville ikke have været den film, Østrig ønskede sig i 1955.

De nye serier

Elisabeth har haft en markant genkomst på skærmen — en Netflix-serie, en spillefilm og meget andet — og de nyere udgaver er bevidst mørkere. De tager korsettet, sulten og kedsomheden som deres emne i stedet for at springe dem over.

Om det gør dem korrekte, er et andet spørgsmål, og svaret er for det meste nej. De gør det samme som filmene fra 1950’erne, bare med modsat fortegn: de bruger en virkelig kvinde som materiale til den historie, deres publikum ønsker sig nu. En udgave, der gør hende til en protofeministisk rebel, er lige så meget en opfindelse som en udgave, der gør hende til en syngende brud, selvom den første ligger tættere på dokumenterne.

To ting tager næsten alle stadig fejl af. Hendes højde og statur: hun var 1,73 m, usædvanlig høj for sin tid, hvilket sjældent overlever castingen. Og varigheden: hun var kejserinde af Østrig i fireogfyrre år, og hun var tres, da hun døde.

Hvad museet siger

Sisi Museum åbnede i 2004 i hendes egne gemakker i Hofburg, designet af Rolf Langenfass og bygget op omkring hendes digte. Dets tilgang er udtrykkeligt korrigerende — det findes for at stille det dokumenterede op mod det, folk almindeligvis tror — og genstandene er måden, det fører sin sag på.

Det er usædvanligt for et nationalt museum, og det gør besøget bedre. Du får ikke solgt romantikken; du får vist beviserne imod den, i de rum, hvor det skete.

Hvad du kan læse og se i stedet

Den stærkeste enkeltstående primærkilde er beretningen fra hendes græske lærer, Constantin Christomanos, der nedskrev, hvad hun sagde i de timer, hvor hendes hår blev sat. Det er derfra, linjen om hendes tanker, der flygtede ud gennem håret og over i frisørens fingre, stammer, og intet dramatiseret har gjort den bedre.

Ud over det er Brigitte Hamanns biografi standardværket blandt de videnskabelige biografier og den kilde, det meste seriøse materiale bygger på.

Og så de tre steder i Wien: Sisi Museum for argumentet, Kejsergruften ved Neuer Markt for graven og monumentet i Volksgarten for det, byen besluttede at bygge til hendes minde. Tilsammen dækker de mere end nogen af filmene.