Kejser Franz Joseph I af Østrig

Kejser Franz Joseph I regerede Østrig i otteogtres år, fra december 1848 til sin død i november 1916. Han kom på tronen som atten-årig og forlod den som seksogfirsårig, og Kejserlejlighederne i Hofburg er hans arbejdsværelser: skrivebordet, feltsengen af jern, kontoret for en mand, hvis job var papirarbejde.

Tronbestigelsen

Født 18. august 1830. I december 1848, mens den ungarske revolution stadig var i gang, abdicerede hans onkel, kejser Ferdinand I, i Olomouc som en del af ministerpræsident Schwarzenbergs plan for at få den afsluttet. Franz Joseph overtog tronen den 2. december, atten år gammel.

Den første del af regeringstiden brugte han på at modarbejde forfatningsstyre i alle sine lande, og han opfattes generelt som reaktionær. Han var også fra begyndelsen uheldig i krig. Østrig mistede sin indflydelse over Toscana og det meste af sit krav på Lombardiet–Venetien til Sardinien efter den anden italienske uafhængighedskrig i 1859, og tabte igen i 1866. Østrig afstod intet land til Preussen efter Den Preussisk-Østrigske Krig, men freden i Prag afgjorde det tyske spørgsmål til Preussens fordel — hvilket betød, at Tyskland ikke ville blive samlet under Habsburgerne.

I 1867 indgik han Det Østrigsk-Ungarske Kompromis, der gav Ungarn langt større selvstyre og skabte dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Det gav ham femogfyrre forholdsvis fredelige år.

Attentatet i 1853

Den 18. februar 1853 kom en ungarsk nationalist ved navn János Libényi op bag ham på en af byens bastioner, mens han gik tur med en af sine officerer, og stak efter hans hals med en kniv.

Franz Joseph bar næsten altid uniform, og datidens uniformskraver var lavet af meget kraftigt materiale netop af den grund. Han blev såret og blødte, men kraven reddede hans liv. Grev O’Donnell huggede Libényi ned med sin sabel; en slagter ved navn Joseph Ettenreich, der tilfældigvis var i nærheden, overmandede ham. Begge mænd blev adlet. Libényi blev henrettet.

Hans bror Maximilian bad derefter Europas kongehuse om at finansiere en kirke på stedet som takoffer for kejserens overlevelse. Det er Votivkirche på Ringstraße nær universitetet.

Rutinen

Den detalje, alle gentager om Franz Joseph, er, at han stod op før daggry og arbejdede. Det bedste bevis på det er også det sidste, han nogensinde sagde. Døende på Schönbrunn om aftenen den 21. november 1916 sagde han til sin kammertjener: “I morgen tidlig, klokken halv fire.” Syg af lungebetændelse som seksogfirsårig havde han stadig tænkt sig at stå op til sædvanlig tid.

Det er den mand, Kejserlejlighederne er møbleret til at vise. Han behandlede det kejserlige embede som en administrativ stilling og holdt fast i en embedsmands vaner i næsten syv årtier.

Ægteskabet

Hoffet ville have ham gift. Hans mor, ærkehertuginde Sophie, ønskede en alliance med Wittelsbach og havde udvalgt sin søster Ludovikas ældste datter, Helene. Franz Joseph mødte Helenes femtenårige lillesøster Elisabeth, forelskede sig og insisterede. De blev gift den 24. april 1854 i Augustinerkirche, som ligger inde i Hofburg-komplekset ved Josefsplatz.

Det fungerede ikke. Han var lidenskabeligt forelsket i hende, og følelsen var ikke gensidig. Elisabeth vænnede sig aldrig til livet ved hoffet og var konstant i konflikt med kejserfamilien. De fik fire børn: Sophie, der døde som spæd, Gisela, Rudolf og Marie Valerie. Hun rejste næsten konstant og sås sjældent i Wien.

Fra 1885 havde han en ledsager: Katharina Schratt, en af de førende skuespillerinder på Wiens scener, som blev hans veninde og fortrolige i fireogtredive år. Forholdet blev til en vis grad tolereret af Elisabeth og forblev efter alt at dømme platonisk. Han byggede Villa Schratt til hende i Bad Ischl.

Fire dødsfald

Regeringstiden var lang nok til, at familien blev revet fra hinanden omkring ham.

Hans bror Maximilian, indsat som kejser af Mexico, blev henrettet i 1867. Hans eneste søn Rudolf tog sit eget liv i Mayerling i 1889. Elisabeth blev myrdet af en anarkist i Genève i 1898. Hans nevø og formodede tronarving, Franz Ferdinand, blev myrdet i Sarajevo den 28. juni 1914.

Om Elisabeths død skrev en iagttager ved begravelsen, at “det var ynkeligt at se på kejseren, han viste stor energi i sin umådelige smerte, men til tider kunne man se hele omfanget af hans sorg.” Til sine slægtninge sagde han: “I vil aldrig vide, hvor meget hun betød for mig.”

Om Franz Ferdinands død — som han aldrig havde tilgivet for at gifte sig med en grevinde i stedet for en kvinde af regerende fyrsteslægt — sagde han noget koldere til sin datter: “For mig er det en lettelse fra en stor bekymring.”

Krigen

Sarajevo førte direkte til Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien, en allieret af Rusland, hvilket satte alliancesystemet i gang og udløste Første Verdenskrig. Franz Joseph godkendte den. Han døde to år inde i krigen, den 21. november 1916, af lungebetændelse i højre lunge, flere dage efter at være blevet forkølet på en gåtur i Schönbrunns park med kong Ludwig III af Bayern.

Han blev efterfulgt af sin grandnevø Karl I, der holdt i to år, før imperiet brød sammen.

Hvad der er tilbage af ham i Hofburg

Ikke rummet, han døde i — det var på Schönbrunn, på den anden side af byen. Det, Hofburg rummer, er den arbejdende halvdel af hans liv:

Kejserlejlighederne, hans og Elisabeths gemakker i Reichskanzleitrakt og Amalienburg, inklusive hans arbejdsværelse og den berømte jernseng.
Augustinerkirche ved Josefsplatz, hvor han blev gift med Elisabeth i 1854 — og hvor dynastiets hjerter efter Habsburg-skik opbevares i Herzgruft.
Hofburgkapelle, hvis kor sang ved hoffet gennem hele hans regeringstid og stadig synger søndagsmessen.

Han er begravet i Kejsergruften ved Neuer Markt, fem minutters gang væk, mellem Elisabeth og Rudolf, i det kammer, han lod bygge til sit 60-års regeringsjubilæum i 1908.