Hvorfor blev kejserinde Sisi myrdet? Mordet i Genève 1898

Hvorfor blev kejserinde Sisi myrdet? Kort sagt: hendes morder ville dræbe en monark, og det var ham ligegyldigt hvilken. Kejserinde Elisabeth blev stukket i hjertet med en slebet nålefil på strandpromenaden i Genève lørdag den 10. september 1898 og døde omkring femogtredive minutter senere. Hun var tres år og havde været kejserinde af Østrig i fireogfyrre år. Hendes morder vidste ikke, hvem hun var, før en avis fortalte ham det, og var kommet til Genève for at myrde en helt anden.

Dagen

Hun var rejst til Schweiz inkognito, på trods af advarsler om mulige attentatforsøg, og boede på Hôtel Beau-Rivage ved bredden af Genèvesøen. Nogen på hotellet lod det slippe ud, at Østrigs kejserinde var gæst.

Kl. 13.35 forlod hun hotellet til fods med sin hofdame, grevinde Irma Sztáray, for at nå dampskibet Genève til Montreux. Hun hadede optog og insisterede på, at de to gik uden resten af følget.

På promenaden nærmede en 25-årig italiensk anarkist, Luigi Lucheni, sig dem og så ud til at forsøge at kigge ind under hendes parasol. Da skibsklokken ringede til afgang, syntes han at snuble og gjorde en bevægelse med hånden, som for at genvinde balancen. Det, han i virkeligheden havde gjort, var at jage en slebet nålefil — fire tommer (ca. 10 cm) lang, af den slags der bruges til at file øjnene i industrinåle, sat i et træskaft, han selv havde skåret af brænde — ind i hendes bryst.

Manden med filen

Lucheni var kommet til Genève for at dræbe hertugen af Orléans, prætendenten til den franske trone. Hertugen var allerede rejst til Valais. Da han ikke kunne finde ham, valgte Lucheni Elisabeth, efter at en avis i Genève havde afsløret, at den elegante kvinde, der rejste som “grevinde af Hohenembs”, var Østrigs kejserinde.

Hans egen forklaring lod intet være op til fortolkning:

“Jeg er anarkist af overbevisning… Jeg kom til Genève for at dræbe en monark, med det formål at give et eksempel til dem, der lider, og til dem, der intet gør for at forbedre deres sociale stilling; det var mig ligegyldigt, hvem den monark var, som jeg skulle dræbe… Det var ikke en kvinde, jeg ramte, men en kejserinde; det var en krone, jeg havde i sigte.”

Han havde villet købe en stilet, men havde ikke råd til de tolv francs, så han sleb i stedet en gammel fil. Dens matte overflade kan have været bevidst — en blank klinge ville have afsløret ham, da han kom tæt på. Han havde fulgt efter hende i flere dage.

Hvorfor hun gik videre

Elisabeth faldt om, blev hjulpet på benene af en kusk og gik derefter omkring hundrede yards (ca. 90 meter) hen til landgangen og gik om bord på skibet. Først da grevinde Sztáray slap hendes arm, mistede hun bevidstheden.

Obduktionen dagen efter forklarede det. Filen var gået 85 mm ind i brystkassen, havde brækket det fjerde ribben, gennemboret lungen og hjertesækken og gået gennem hjertet, hvor den kom ud ved bunden af venstre hjertekammer. Men våbnet var så tyndt og så skarpt, at såret var meget smalt, og trykket fra hendes ekstremt stramme korset bremsede blødningen ind i hjertesækken til få dråber ad gangen. Indtil sækken var fyldt — hjertetamponade — slog hendes hjerte normalt. Derfor kunne hun gå hen til båden og op ad landgangen.

Lægen, der foretog obduktionen, tilføjede en detalje med en frygtelig symmetri: var filen ikke blevet trukket ud, ville den have virket som en prop, og hun ville have levet lidt længere.

På dækket vidste kaptajnen ikke, hvem hun var, og rådede grevinden til at tage sin ledsager med tilbage til hotellet. Sztáray åbnede kjolen og skar korsetsnørerne over, så hun kunne trække vejret. Elisabeth kom nok til sig selv til at sige, at hun ikke havde ondt, og spørge, hvad der var sket, og mistede så bevidstheden igen. Sztáray bemærkede en lille brun plet over hendes venstre bryst, fortalte kaptajnen, hvem hun var, og båden vendte om.

Seks sømænd bar hende tilbage til hotellet på en båre improviseret af et sejl, puder og to årer. Hun blev erklæret død kl. 14.10.

Bagefter

Franz Josephs første frygt, da telegrammet kom, var, at hun havde taget sit eget liv. Først en senere meddelelse om, at det var mord, beroligede ham på det punkt. Han beordrede obduktionsfotografiet af såret og instrumenterne destrueret.

Hendes lig blev lagt i en tredobbelt kiste — to indre kister af bly, en ydre af bronze på løvekløer — med to glasruder i låget, så hendes ansigt kunne ses. Den rejste til Wien med ligtog. Indskriften lød “Elisabeth, kejserinde af Østrig”; ungarerne var rasende, og “og dronning af Ungarn” blev hastigt tilføjet.

Om morgenen den 17. september fulgte toogfirs monarker og højtstående adelige ligtoget til Kejsergruften ved Kapucinerkirken, fem minutter fra Hofburg, hvor hun ligger ved siden af Franz Joseph og deres søn Rudolf.

Lucheni smed filen ind i en dørindgang, da han flygtede, og blev fanget af to kuske og en sømand. Rasende over, at Genève havde afskaffet dødsstraffen, krævede han at blive dømt efter Luzerns love, hvor den ikke var afskaffet, og underskrev sit brev “Luigi Lucheni, anarkist, og en af de farligste”. Han blev erklæret tilregnelig og dømt som almindelig morder frem for politisk morder — hvilket nægtede ham præcis den platform, han havde dræbt for. Han blev idømt livsvarigt fængsel, forsøgte selvmord i 1900 med den slebne nøgle fra en sardindåse og hængte sig i sit bælte den 16. oktober 1910, aftenen efter at en vagt havde konfiskeret hans ufærdige erindringer.

Drabet skabte én varig institution. Den internationale konference i Rom om samfundets forsvar mod anarkister, der blev indkaldt i kølvandet, var den første internationale konference mod terrorisme.

Franz Joseph kom sig aldrig rigtigt. “I vil aldrig vide, hvor meget hun betød for mig,” sagde han til sine slægtninge.

Hvor historien fortælles i Wien

To steder, ti minutter fra hinanden. Sisi Museum i Hofburg rummer genstandene og den udgave af hendes liv, hun faktisk levede, frem for den, filmene opfandt. Kejsergruften ved Neuer Markt rummer graven.

At tage det ene uden det andet er den mest almindelige fejl, besøgende begår med denne historie.